TS

Træskibs Sammenslutningens Love

§ 1 Navn

Sammenslutningens navn er “Træskibs Sammenslutningen – Landsforeningen til bevarelse af ældre brugsfartøjer”.

 
§ 2 Formål 

Sammenslutningens formål er at fremme bevarelsen af ældre brugsfartøjer, herunder øge standarden for sømandskab, vedligeholdelse og sikkerhed ved fartøjernes brug, samt medvirke til at fartøjerne bevares under videst mulig hensyntagen til deres kulturhistoriske værdi.

Sammenslutningen skal være et forum for gensidig vejledning og støtte i alle forhold, der vedrører medlemmernes fartøjer.

Sammenslutningens fartøjer bør følge Skibstilsynets krav.

Alle ombygninger skal foretages under videst mulig hensyntagen til håndværksmæssig kvalitet og fartøjets oprindelige udseende.

Sammenslutningen søger samarbejde med foreninger med nærbeslægtede formål. I den sammenhæng har TS medvirket ved udarbejdelsen af et fælles europæisk charter for fartøjsbevaring - Barcelona Charteret, 2002 - der redegør for filosofi og retningslinier for det kulturelle fartøjsbevaringsarbejde for sejlende skibe. TS har tiltrådt charteret, der udgør et selvstændigt bilag til denne paragraf.


§ 3 Bemyndigelse

TS repræsenterer træskibenes sag overfor offentlige myndigheder og andre institutioner. Lokale træskibsforeninger/TS-afdelinger kan dog bemyndiges til at repræsentere Sammenslutningen vedrørende lokale spørgsmål.

 
§ 4 Medlemskab 

Alle interesserede, der vil støtte foreningens arbejde, kan optages i Træskibs Sammenslutningen som stemmeberettigede medlemmer.

Medlemmerne kan få deres fartøjer optaget i fartøjsregisteret – med ret til at føre foreningens stander – under følgende forudsætninger:

1. at der er tale om et ældre brugsfartøj eller en materiale-ægte kopibygning.

2. at rigningen er i overensstemmelse med skibstypen, hvis fartøjet er sejlførende.

3. at ejeren (fartøjsrepræsentanten) udfylder foreningens fartøjsoplysningsskema, samt erklærer sig enig i Træskibs Sammenslutningens målsætning som formuleret i § 2.

4. at fartøjet til enhver tid er ansvarsforsikret.

Eksklusion af et medlem skal varsles skriftligt af bestyrelsen sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen og vedtages på denne af et flertal af de fremmødte medlemmer.

 
§ 5 Generalforsamling

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i forbindelse med pinseregatta.

Generalforsamlingen indvarsles til alle medlemmer senest 1 måned før.

Forslag til generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

Kontingentet fastsættes på generalforsamlingen.

Har medlemmet et fartøj, betales tillige et gebyr for dette. Gebyrets størrelse afhænger af fartøjets tonnage.

Årskontingent og gebyr betales forud i januar kvartal. Kun fremmødte medlemmer uden kontingentrestance har stemmeret.

Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Beretning

3. Regnskab

4. Indkomne forslag

5. Fastsættelse af kontingent

6. Valg i henhold til § 7:

a. formand/kasserer

b. bestyrelsesmedlemmer

c. bestyrelsessuppleanter

d. 1 revisor

e. 1 revisorsuppleant

7. Eventuelt

 
§ 6 Regnskab

Regnskabet revideres af den valgte revisor og skal forelægges på den årlige ordinære generalforsamling.

Regnskabsåret følger kalenderåret.

Regnskabet offentliggøres ved udsendelse til medlemmerne inden generalforsamlingen.

 
§ 7 Bestyrelse 


Bestyrelsen består af 7 medlemmer.

Valgperioden er 2 år.

Formand og 2 bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige årstal.

Kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige årstal.

Formandsposten og mindst 3 af de øvrige bestyrelsesposter skal besættes med fartøjsrepræsentanter.

Valgperioden for suppleanter og revisor er 1 år.

 
§ 8 Lokalfolk

Bestyrelsen opdeler efter behov landet i lokalområder og udpeger i samarbejde med lokale medlemmer lokalfolk til at repræsentere TS i disse lokalområder.

Efter behov kan bestyrelsen nedsætte udvalg med bestemte arbejdsområder.

Medlemmer af disse udvalg, samt lokalfolk tilsendes referater fra bestyrelsens møder.

Bestyrelsen afholder mindst én gang om året et fællesmøde et centralt sted i landet for lokalfolk, udvalgsmedlemmer, bestyrelse o.a.


§ 9 Ekstraordinær generalforsamling 

Ekstraordinær generalforsamling indvarsles på samme måde som den ordinære.

Beslutning herom kan træffes af bestyrelsen eller mindst 1/5 af medlemmerne.

Dagsorden skal angives.

Bestyrelsen er pligtig til at afholde en sådan generalforsamling senest 6 uger efter begæring er indgivet, dog således at juni, juli og august ikke medregnes.


§ 10 Opløsning 

Forslag til sammenslutningens opløsning skal forelægges for en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

Til opløsnings vedtagelse kræves mindst 2/3 af de fremmødte stemmer.

Derudover kræves, at oplægning vedtages med samme majoritet på en ny generalforsamling, der afholdes indenfor 2 måneder derefter.

Generalforsamlingen afgør, hvilken institution, forening, museum eller lignende, sammenslutningens aktiver skal tilfalde.

 

Lovene er senest revideret på generalforsamlingen i Nyhavn 2011.