Af Sven Bülow

Måske er det bare mig selv, der efter et langt liv med brugsfartøjer af træ og et langt liv i øvrigt, er begyndt at kunne se enden på vejen og derfor gør mig overvejelser om den fortsatte værdi af at løbe om kap med nedbrydningen. Den nu med beklagelse afgående formand er selv inde på problemerne når han i blad nr. 1 – 2015 skriver, at TS har mistet omkring 220 fartøjer, og når man tænker på hvordan tidens tand døgnet rundt gnaver i det, vi så smukt kalder kulturarven vil processen fortsætte, indtil sidste mand lukker og slukker og lige meget hvilke tiltag vi sætter i gang, vil antallet af originale træfartøjer falde støt uanset hvor mange nye spanter, planker og køle vi skifter ud. Vi må gøre op med den besynderlige og betænkelige regel om, at bare der er en meters penge tilbage af den originale køl medens resten af skuden er duftende ny, er der tale om en reparation! Men hvilken skibsbygger eller konstruktør vil skrive under på, at et stykke egetræ, der har været nedsænket i saltvand i mere end hundrede år, har de samme konstruktive og styrkemæssige egenskaber som et tilsvarende stykke nyt tømmer der, behørigt lagret, ellers har stået på roden i det samme tidsrum.

Min påstand er, at hvis vi vil være en forening med en fremtid må vi gribe i egen barm og nøje overveje hvilke fremtidsmuligheder, der er. Jeg vil gerne hjælpe den proces i gang med et par forslag:

Opmåling af tids-og egnstypiske fartøjer

TS nedsætter en arbejdsgruppe, der, måske i samarbejde med maritime museer, udvælger fartøjer til opmåling og registrering og indgår aftaler med ejerne om at fartøjet kun kan sælges til et

Nyt museum for dansk træskibskultur

hvor fartøjet, efter en lettere renovering (fjernelse af uoriginale beslag, styrehuse osv) vil blive udstillet i en stor hal (med udsigt over havet), der i første omgang ikke behøver at have en spektakulær arkitektur. Det burde blive obligatorisk for alle skoleelever mindst en gang i løbet af grundskolen at have besøgt museet og have skrevet en afhandling om småskibsfarten i Danmark. Samtidig skal man forsøge at skaffe midler til et storstilet

Nybygningsprogram

for at genskabe det tabte og for at vise træskibskulturen som (stadigt) sejlende. Det må være op til en administrativ gruppe at finde finansiering, offentlig eller fondsbaseret, og man kunne overveje at udleje nybygningerne til bådelag i de områder, fartøjerne stammer fra og indføre et årligt syn på vedligeholdelsen.

Nybygningsprogrammet skulle indebære dels at traditionen blev opretholdt, dels at der fortsat ville være arbejdspladser på skibsbyggerierne, herunder lærlingepladser og en særlig opmærksomhed burde lægges på at indføre indvandrere og deres børn i hvad det er for en nationalforståelse, gammeldanskerne render rundt med under huden. Hvis man byggede travaljer (i samarbejde med SSP) i belastede områder og arrangerede kaproning rundt omkring i landet kunne man måske opnå større forståelse for landets historie, glæde ved håndværk og samarbejde og ved at bruge musklerne til roning, sejlads og vedligehold i stedet for ballade.

Det er lykkedes vikingeskibene at opnå ret stor opmærksomhed og bevågenhed. Nu må det være på sin plads at få tiden fra langskibene op til de første jern(damp)skibe ordentligt belyst.

TS har siden dannelsen gjort et stort og fortjenstfuldt arbejde for træskibskulturen, men det er for mig at se ret tydeligt, at mål og midler må gennemdiskuteres fordi ormene nu gnaver hurtigere i kulturarven og på andre betingelser end da fortrinsvis unge i tresser- og halvfjerdserne fik interesse for de gamle, udfasede brugsfartøjer og brugte knofedt, penge, fritid, liv og lemmer og samliv på at holde sammen på det, der engang kittede landet sammen: småskibsfarten og det kystbaserede fiskeri.